Snestorm og uhygge
Sneen vælter ned uden for mine ruder – og desværre også ind ad min gamle hoveddør, der ikke kan modstå det store pres fra den hårde vind. Stormen får det til at suse i skorstenene og vinduer til at knirke. Ilden buldrer i kakkelovnene og jeg har nylavet te på kanden. Det er perfekt vejr til at skrive krimier.
Derfor skriver jeg også på en rigtig uhyggelig scene til den næste i rækken af Pia Holm og Lars Andersen krimier. Pia bliver fanget i en gyde. Hun skal mødes med et muligt vidne, men bliver forrådt. Krimien har arbejdstitlen LÆNKET og bliver den 3. i rækken.
Tænker du, at jeg da må være nået længere end til nr. 3? Ja, det er jeg egentlig også, hvis du tæller novellerne med. Derfor får du her en lille oversigt:
1. BEDRAGET – krimi – udkom sommeren 2012
1,5. BESTJÅLET – krimi-novelle – udkom februar 2013 og kan stadig hentes gratis
2. FORBLÆNDET – krimi – udkommer forsommer 2013
2,5. KIRURGEN – kriminovelle – del af antologi – udkommer forår/sommer 2013
3. LÆNKET (arbejdstitel) – krimi – udkommer 2014
Du kan læse om de kommende udgivelser her
Foredrag
I løbet af den næste uges tid kan du møde mig i forfatterforeningen, hvor jeg holder et oplæg fredag den 15. marts og på Nørre Alslev Bibliotek mandag den 18. marts, hvor jeg fortæller om mine bøger, karaktererne og meget andet. Ses vi?