Glem ikke din drøm
Jeg har elsket bøger siden jeg var helt lille bitte. Først var det alle de flotte billedbøger og min mors gamle Richs mærkebøger, som var samlet under krigen af de små billeder, der var med Richs kaffeerstatningen. Min ynglings var den med Tornerose, men Peter Pans narrestreger var også en favorit.
Senere forelskede jeg mig i Puk bøgerne, som jeg fik lov til at arve efter et ældre familiemedlem. Jeg levede mig ind i hendes mange eventyr og opdagelser i det lyserøde univers.
Da jeg kom i skole åbnede en kæmpe verden sig for mig i form af det eventyrlige skolebibliotek, hvor jeg nåede at læse alle de skønlitterære bøger, inden jeg skiftede skole efter syvende klasse.
Derfor var det måske heller ikke så underligt, at jeg svarede “forfatter”, når de voksne spurgte mig, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. I min verden måtte det være det mest fantastiske at være forfatter og digte skønne historier, som andre læste. Opfinde hemmelige verdener, opklare forbrydelser og tegne fine illustrationer. Men det tragiske var, at jeg altid blev mødt med svaret: “Det kan man ikke leve af,” fra de voksne, når jeg sagde, at jeg ville være forfatter. Så selv om jeg brugte timer hver dag på at skrive mine egne små noveller og illustrere dem, gled drømmen længere og længere i baggrunden, for jeg måtte jo hellere være fornuftig og vælge en uddannelse, jeg kunne leve af…
Jo længere jeg nåede i uddannelsessystemet, desto fjernere blev drømmen, men det sjove var, at min fantasi stadig digtede historierne. Jeg skrev dem bare ikke ned.
Efter en særlig hård periode, hvor der havde været tryk på både privat og på mit arbejde, måtte jeg til sidst kapitulere og lade min læge sygemelde mig. En del af behandlingen var ugentlige besøg hos en psykolog, der insisterede på at jeg skulle gøre noget, jeg havde lyst til at at gøre. Kun for min egen skyld, ikke for andres. Det varede lidt, før jeg fandt ud af, hvad det mon kunne være. Men siden jeg kom i tanke om det, har jeg ikke været til at stoppe igen.
Jeg ved nu, at det er vigtigt for mig at skrive – ikke nødvendigvis hver dag, for det er nærmest umuligt med hus, mand, børn og mere end 37 timers job – så ofte som muligt. Og fordi jeg hele tiden havde digtet historier inde i mit hoved, var det ikke så svært at komme igang. Jeg havde jo adskillige, der bare skulle skrives ned!
Den første, jeg kastede mig over, blev krimien om Mona Ege og Pia Holm. Ideen opstod allerede dengang, jeg læste medicin. Fra første dag blev os nye stud.med.’er bombarderet med statistikker om, hvor mange der ikke klarede studierne og hvor stort frafaldet var.
Jeg legede med tanken: Hvad sker der med alle dem, der ikke klarer studiet? Ud af den tanke opstod historien om Mona Ege og rundt om hende dannede de andre personer sig.
At blive forfatter var min drøm. Jeg er det nu, jeg kan bare ikke leve af det – endnu, men jeg har tænkt mig at blive ved med at forfølge den drøm, så længe jeg får idéer til nye bøger (jeg har ikke opbrugt alle dem, jeg fik, inden jeg begyndte at skrive, endnu, så der er nok at tage af).
Hvilken drøm har du glemt at forfølge?