Hvem bestemmer handlingen?

Inden jeg overhovedet sætter mig til tastaturet på min gamle iMac, er hele handlingen i min bog fuldstændig klar for mig. Jeg ved, hvad der skal ske hvornår og på hvilken måde. Jeg ved hvilke karakterer, der skal være en del af historien. Det hele er klar, det skal bare skrives ned.

Det sjove er, at når jeg så sætter mig til tasterne og begynder at skrive, så er det ikke altid jeg kommer derhen, hvor jeg har planlagt, på den måde jeg havde regnet med. Der sker et eller andet uforklarligt. Det er som om karaktererne tager over, begynder at styre spillet. Jeg kan kæmpe imod dem og forsøge at få dem til at gøre noget andet, men det ender altid med, at de vinder.

Hovedpersonen i min første krimi, Pia Holm, er særlig slem til dette. Hun er kort sagt ustyrlig. Jeg havde for eksempel ikke planlagt, at hun skulle rende ind i den forførende, utro øjenlæge, Philip Seerst, eller at han skulle fylde så meget i bogen.

Jeg havde planlagt, at Pia Holm tog ud og rejse sammen med Lars mellem bog et og to. Men sådan blev det ikke. Måske mellem bog to og tre, hvis det lykkes mig at få styr på hende. Jeg småskændes lidt med hende i øjeblikket, fordi jeg skriver på fortsættelsen til BEDRAGET med arbejdstitlen LØVENS BRØL.

I dag er min anden bog, romanen HVAD DU ØNSKER, udkommet. Hovedpersonen, Kristine, var ikke helt så svær at styre som Pia Holm, men også hun overtog af og til styringen, og jeg havde slet ikke planlagt det hændelsesforløb, der udspiller sig cirka fra midt i bogen. Hvis du er til gribende kærlighedshistorier og politiske rænkespil, håber jeg, du vil tage godt imod Kristine, Martin og Thomas i HVAD DU ØNSKER. Den udkommer først som ebog, men senere også i en trykt udgave. Du kan hente en gratis læseprøve på ebogen her. God fornøjelse!

 

 

SaveSave

SaveSave