Indie, selvudgiver eller bare mig?
Den sidste tid har medierne fået øjenene op for selvudgivere, eller indie som vi også kaldes. Indie står for independent (eng: uafhængig) og har i mange år eksisteret blandt musikere og filmfolk. Inden for filmverdenen er eksempler på indiefilm fx Pulp Fiction og The Blair Witch Project.
Min bog – sammen med andre indies – i vinduet hos Arnold Busck i Købmagergade
Indie har måske en mere sexet klang, men uanset hvad, så dækker det over det samme: personer der udtrykker sig kreativt uafhængigt af udgivere.
Jeg betragter det selv på samme måde som at være selvstændig (selvudgiver) contra lønmodtager (forfatter med forlagskontrakt). Hvis du overvejer at gå indie, så spørg dig selv om du foretrækker at levere en aftalt ydelse til en aftalt tid og få en fast sum penge for det, uden at kunne kontrollere hvad din arbejdsgiver gør med det? Eller om du vil levere hvad du har lyst til, når du har lyst og selv have kontrollen hele vejen?
Selv om rejsen for mig startede som protest over at et forlag ville bestemme over min handling, har jeg på intet tidspunkt fortrudt at jeg er blevet selvudgiver. Og mange er fulgt efter i løbet af det sidste år. Det er især internetboghandlen Saxo, der kan tage æren for denne fremgang, efter de lancerede Saxo Publish september sidste år. En tjeneste, der gør det muligt at udgive gratis. Det har fået mange håbefulde forfatterspirer til at rode rundt i skrivebordskuffen og få deres historier ud. Kritikerne siger at læserne ikke selv kan afgøre, hvad der er kvalitet og hvad der er noget hø og at der er brug for forlagenes kvalitetsstempel. Jeg tror godt læserne selv kan finde ud af, hvad de har lyst til at læse, lige som de i mange år har kunnet finde ud af, hvad de ville se, uanset om det var en indiefilm eller en Sony. Med det frie bogmarked er det i hvert fald op til læseren selv at bedømme, hvad de vil læse.