Gavebod for en krimiforfatter
Jeg er stadig helt høj efter ugens oplevelser. I onsdags var jeg til et skønt arrangement på Geologisk Museum. En ren gavebod for en videnshungrende krimiforfatter som mig.
Arrangementet hed Virkelighedens CSI. Titlen var sikkert en mediemands stunt for at tiltrække tilhørere, for oplægsholderne havde travlt med at lægge afstand til den populære serie. Titlen har nok alligevel virket, for salen var stuvende fuld, og da jeg ankom fem minutter før, efter at have brugt en lille halv time på at finde parkeringsplads, var der kun et par ledige pladser på første række. Perfekt, når man vil være sikker på at få det hele med.
Først på scenen var en kriminaltekniker. Han fortalte om opklaringsarbejdet og viste eksempler fra spændende sager. Efter ham kom en entomolog – en insektforsker, der var specialist i fluer. Jeg hoppede nærmest i sædet! Jeg har jo netop brugt en entomolog i Forblændet, hvor Michael hjælper Pia med at fastslå dødstidspunktet ud fra larver og fluer. Så jeg var naturligvis spændt på, om jeg havde grebet det rigtigt an. Det havde jeg heldigvis.
Den næste på scenen var retsgenetiker. Det handlede om DNA og spor på gerningsstedet. Han løftede også sløret for de teknikker de vil tage i brug i løbet af de næste par år. Perfekt!
Den sidste var virkelighedens Pia Holm, eller viste det sig hurtigt, måske snarere Benjamin, Pias alvidende læremester fra Instituttet. Jeg kunne nærmest ikke fatte mit held, da jeg opdagede, at han var specialist i moselig. Det er jo lige netop det jeg skriver om i Forsvundet, som jeg er ved at redigere. Hvor heldig har en krimiforfatter lov at være?!
Efter de spændende oplæg fik jeg en uddybende snak med Niels om moselig, og jeg fik vist udfordret ham lidt 😉