Bedre sent end aldrig…
Da jeg udgav FORBLÆNDET fik jeg den idé at lave en bogtrailer til den. Jeg havde lige set en trailer til en Hollywoodfilm og det sammenklippede minut havde givet mig lyst til at se filmen. “Hvorfor ikke gøre det samme med en bog?” tænkte jeg. Jeg fandt billeder frem, cyklede i skoven og filmede stien, hvor en af de dræbte løber i sine sidste minutter, og klippede det hele sammen på min Macs iMovie-program. Det var ikke Hollywoodkvalitet, men snarere dogmefilm, men ok for et første forsøg.
Da jeg to år senere udgav FORSVUNDET var det helt naturligt at lave en bogtrailer til og i mellemtiden havde jeg set at også andre forfattere gjorde det samme.
Men i 2012, da jeg udgav min første krimi var det hele så nyt at blot det at få en bog på reolen var rigeligt overvældende. Jeg havde slet ikke overskud til at tænke i promovering eller bogtrailer. Men det er egentlig ikke fair at BEDRAGET skal stå tilbage for efterfølgerne, så nu skulle det være. Tag godt imod BEDRAGET bogtraileren: