Kan selvudgivere sælge bøger?
Når jeg fortæller folk jeg møder, at jeg er selvudgiver, får jeg ofte spørgsmålet: “Kan selvudgivere sælge bøger?” Både fra andre forfatterkonkollegaer og fra læsere.
Jeg ved ikke om selvudgivere kan generelt, men at dømme efter debatten i de fora, jeg deltager i, så er der da helt sikkert nogen der kan.
Der er selvfølgelig forskellige mekanismer, der kan gøre det sværere at sælge bøger. Fx står mine bøger ikke fast hos landets boghandlere. Det kræver at læserne selv beder boghandlerne om at tage dem hjem, hvis de handler i de fysiske butikker. Jeg har heller ikke et stort forlag i ryggen, der kan igangsætte en stor markedsføringskampagne. Men så er der så mange andre fordele. Fx tror jeg på at være tilgængelig for medierne, når de henvender sig (og min ret til at vælge, hvilke jeg har lyst til at optræde i).
Nå, men tilbage til spørgsmålet. “Kan selvudgivere tjene penge?”
Jeg har opgjort mit salg for 2014 og det er da lykkedes mig at sælge – hold fast! – 10.097 bøger i 2014.
10.097!
Puha!
Det er da en pæn del.
Mit salg fordeler sig på ebøger såvel som trykte bøger. I Danmark, Norge og ja, hele verden, faktisk.
Sidste år offentliggjorde jeg også min samlede indtjening og det ville jeg også rigtig gerne kunne gøre i år – når jeg får styr på den. Lige nu kan jeg nemlig ikke få de salgsoversigter, jeg modtager fra de forskellige kanaler til at stemme med det der er gået ind på min konto. Men jeg lover at vende tilbage 🙂