Første gang som VIP
Der er en første gang af alting. Det første kys. Den første køretur i en ny bil. Den første bog. Og den første gang som VIP til Bogforum.
Spændingen var stor, da jeg læssede mine nytrykte postkort bag i Mondytten og rullede mod Bella Centret. Books on Demand, det tyske selvudgiverforlag, der har udgivet Bedraget, havde bedt mig om at deltage på deres stand til årets bogmesse. Ganske anderledes end sidste år, hvor jeg fik sneget min bog med ved at donere et par anmeldereksemplarer til Krimifans stand. Nu havde jeg en hel hylde på en stand!
Glæden startede allerede, da jeg ankom til indgangen og sukkende så den lange kø – indtil jeg opdagede, at der var en særlig VIP indgang for forfattere og presse! Jeg viste min invitation til manden i skranken og blev lukket direkte ind. Wauw! Det kunne jeg godt vænne mig til!
Jeg ankom i god tid, så jeg kunne nå en hurtig runde mellem de mange stande. Sara Blædel fortalte en halvfyldt sal om sin nyeste udgivelse, Dødesporet, mens køen var lang til Jan Guillous bogsignering hos Bog & idé på standen lige overfor, hvor jeg skulle være. Så stort besøg kan man kun drømme om, som nystartet selvudgivendeforfatter.
Faktisk funderede jeg en del over, om der mon ville komme nogen for at besøge mig på BoDs stand. Bianca og Anne-Sofie fra BoD tog pænt imod mig og jeg hilste på Mikael Hoffmann, som jeg skulle dele opmærksomheden med. Mikael har udgivet en masse bøger om parforhold og coaching. Vi nåede at få os en kort snak, inden det begyndte at vælte ind med folk. Det sjove var, at Mikael greb alt det med markedsføring helt anderledes an, end jeg gør.
Vi nåede dog ikke at tale sammen ret længe, før de første henvendte sig på standen. Jeg havde haft mine bekymringer over, at jeg skulle tilbringe hele tre timer på standen, men da vi først kom i gang, gik det rigtig stærkt. Jeg endte endda med at være på standen længere tid, end aftalt, for at nå at tale med alle. Det var en rigtig god oplevelse, at møde de mange mennesker, der var kommet for at tale med mig. Billedet herover er taget bagefter, og som du måske kan se, var jeg temmelig udmattet!
Så selv om jeg havde planlagt et par besøg på andre stande, blev det ikke til så meget. Jeg kom dog forbi Politikkens store stand på vej ud. Her underholdte Jussi Adler-Olsen for en større menneskemængde, måske fortalte han også om den bog vi har skrevet sammen?
Jeg sluttede blandt Saxos gigantiske ebogsreoler – store plakater med billeder af bøgerne og QR-koder, der kunne scannes. Det var rigtig smart, for på den måde var ebøgerne også en del af Bogforum 2013.
Jeg glæder mig allerede til Bogforum 2014. Måske ses vi?