Virkelighed eller fantasi?
Jeg mødte en læser den anden dag. Hun havde læst min romantiske roman Hvad Du Ønsker.
“Jeg blev så gal på dig!” sagde hun.
“Hvorfor?” spurgte jeg og løb karaktererne i romanen igennem i hovedet, mens jeg tænkte på om hun mon havde set sig selv i en af personerne.
“Ja, altså indtil jeg fik tænkt mig om, for jeg ved jo godt du ikke er sådan,” fortsatte hun.
Hun havde identificeret mig med hovedpersonen. Men jeg må bedrøver jer med at jeg hverken er Kristine Lundgren eller Pia Holm. Så spændende er mit liv desværre ikke. Jeg indeholder naturligvis sider af deres karakter, men det tror jeg alle forfattere gør. Du kan sikkert også selv finde sider af Kristine, Pia, Lars, Bruno, Thomas eller Martin i dig. Men jeg tror det er meget normalt at komme til at gøre det, isæt hvis man kender forfattere, ved hvordan de ser ud osv. Jeg skal da ærligt også indrømme, at i mit hoved ligner Carl Mørch ikke Nikolaj Lie Kaas, men er tættere på Jussi Adler-Olsen.
Lige som hovedpersonen aldrig er mig, er der heller aldrig nogen af mine andre karakterer i bøgerne, der er en person jeg kender. De kan sagtens være sammensat af flere forskellige i en skøn blanding med min fantasi.
Pia Holm er fx et mix at et par stykker, jeg læste medicin sammen med, en kvinde jeg læste om i en artikel og så selvfølgelig sider af mig selv. Det er jo noget af det, der er så spændende ved at skrive – at jeg kan sammensætte en karakter lige som det passer mig – og at han eller hun også kan finde på at overraske mig. Noget Pia Holm for eksempel gør igen og igen.
I Forblændet havde jeg for eksempel en klar plan for, hvad Pia skulle. Men hun ville ikke. Og det er med karakterer (ihvertfald mine) lige som med børn – hvis de ikke vil, kan jeg ikke tvinge dem. Det bliver bare aldrig godt. Men egentlig bør jeg vel blot være smigret over hvis i, mine læsere, identificerer jer selv, en i kender eller mig med en af karaktererne i mine bøger. For det er vel et tegn på, at de er troværdige.
