Forandringer og store beslutninger – tak for 2015
Lige om lidt skal jeg tale foran 200 forventningsfulde læger. Madonna-mikrofonen nåede jeg at blive helt gode venner med.
Jeg sidder med macbooken på skødet foran pejsen og skulle egentlig skrive videre på min spændingsroman om Ægyptens hemmelighed, men mine tanker flagrer tilbage gennem året, der er ved at have opbrugt sine dage. Set her fra kanten, har det været præget af forandringer og store beslutninger.
I foråret besluttede jeg, efter en længere periode med op til 80 timers arbejdsuge, at tage afsked med det lederjob, jeg ellers var så glad for. Men hverken min søn eller jeg trivedes med de alt for mange sene dage. Og det var utilfredsstillende for mig, at jeg aldrig havde tid til at skrive. Det var ellers en af grundene til, at vi var flyttet til Sorø og boede der mandag til fredag. De tre timers transport om dagen, jeg på den måde skar væk, skulle bruges til at skrive. Men sådan var det ikke særlig længe.
Nøglen var næsten min. Udstyret valgt.
Jeg startede i stedet som specialkonsulent i Ringsted Kommune. Med en arbejdsuge på 37 timer blev der igen tid til at skrive. Jeg fik færdiggjort den næste krimi og udgav den sidst i maj. Salget gik forrygende. Faktisk gik det så godt, at jeg var lige ved at lade en stor drøm gå i opfyldelse og købe en Jaguar. Men i sidste øjeblik kom jeg i tanke om at jeg jo så endnu engang ville udskyde den største drøm af dem alle – og aflyste købet.
En nær venindes død fik mig til at træffe den ellers svære beslutning. For hvornår tjener man penge nok til at turde opsige sit velbetalte karrierejob og satse på sin drøm? Hvornår tør man tro på salgstallene, læsernes ros og sine egne evner?
Efter jeg i flere måneder dårligt havde beskæftiget mig med mit forfatterskab begyndte salget at falde drastigt. Det var vel hvad man kunne forvente, men jeg indså at det rette tidspunkt nok aldrig ville komme. Jeg traf beslutningen den weekend jeg sad på hospicet. Og jeg handlede på den tre dage senere – dagen efter min venindes alt for tidlige død – da jeg tog en dyb indånding og gik ind til min chef og sagde op.
Jeg ved stadig ikke om vingerne kan bære eller det blot er løse dun, der blæser af i den første vind, men jeg giver det et forsøg. Det er jeg nødt til. For det bider sig selv i halen. Så længe jeg bliver ved med ikke at følge op på journalisthenvendelser, fordi jeg ikke ville kunne møde op til filmning, fotografering eller interviews på grund af mine arbejdstider. Og så længe jeg ikke gør det, kommer jeg sandsynligvis ikke til at sælge nok til at kunne leve af det. Så nu tager jeg den ene forhindring ud af ligningen og krydser fingre for at de andre tilsammen ikke går i minus.
Godt nytår!